Gold Horns

Home

2. Guldhornene



De higer og söger
I gamle Böger,
I oplukte Höie,
Med speidende Öie,
Paa Sværd og Skjolde,
I mulne Volde,
Paa Runestene,
Blandt smuldnede Bene.

Oldtids Bedrifter
Anede trylle,
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer,
I Taage de famle.
"I gamle, gamle,
Forsvundne Dage!
Da det straalte paa Jorden,
Da Östen var i Norden,
Giver Glimt tilbage!"

Skyen suser,
Natten bryser,
Gravhöien sukker,
Rosen sig lukker.
De sig möde, de sig möde,
De forklarede Höie,
Kampfarvede, röde,
Med Stjerneglands i Öie.

"I, som rave iblinde,
Skal finde
Et ældgammelt Minde,
Der skal komme og svinde!
Dets gyldne Sider
Skal Præget bære,
Afældste Tider.

Af det kan I lære,
Med andagtsfuld Ære
I vor Gave belönne!
Det skjönneste Skjönne,
En Mö
Skal Helligdommen finde!"

Saa sjunge de og svinde,
Lufttonerne döe.

Hrymfaxe, den sorte,
Puster og dukker
Og i Havet sig begraver;
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue
Paa Himmelens Bue.

Og Fuglene synge;
Dugperler bade
Blomsterblade,
Som Vindene gynge;
Og med svævende Fjed
En Mö hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser,
Hendes Rosenkind brænder,
Hun har Liljehænder;
Let som et Hind,
Med muntert Sind
Hun svæver og smiler;
Og som hun iler
Og paa Elskov grubler,
Hun snubler—
Og stirrer og skuer
Gyldne Luer
Og rödmer og bæver
Og skjælvende hæver
Med undrende Aand
Udaf sorten Muld
Med snehvide Haand,
Det röde Guld.
p. 18En sagte Torden
Dundrer;
Hele Norden
Undrer.

Og hen de stimle
I store Vrimle;
De grave, de söge
Skatten at foröge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget:
De see kun det Muld,
Hvoraf det er taget.

Et Sekel svinder!

Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormens Sluser
Bryde med Vælde
Over Norges Fjelde
Til Danmarks Dale.
I Skyernes Sale
De forklarede Gamle
Sig atter samle.

"For de sjeldne Faa,
Som vor Gave forstaae,
Som ei Jordlænker binde
Men hvis Sjæle sig hæve
Til det Eviges Tinde;
Som ane det Höie
I Naturens Öie;
Som tilbedende bæve
For Guddommens Straaler
I Sole, Violer,
I det Mindste, det Störste,
Som brændende törste
Efter Livets Liv;
Som, o store Aand
For de svundne Tider!
Se dit Guddomsblik
Paa Helligdommens Sider:
For dem lyder atter vort Bliv.

"Naturens Sön,
Ukjændt i Lön,
Men som sine Fædre
Kraftig og stor,
Dyrkende sin Jord,
Ham vil vi hædre,
Han skal atter finde!"
Saa syngende de svinde.

Hrymfaxe, den sorte,
Puster og dukker
Og i Havet sig begraver:
Morgenens Porte
Delling oplukker;
Skinfaxe traver
I straalende Lue
Paa Himmelens Bue.

Ved lune Skov
Öxnene traekke
Den tunge Plov
Over sorten Dække.

Da standser Ploven
En Gysen farer
Igjennem Skoven;
Fugleskaren
Pludsclig tier;
Hellig Taushed
Alt indvier.

Da klinger i Muld
Det gamle Guld.

Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkle i de nye Tider;
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa blanke Sider.

Skjulte Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og mærker;
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.

Hædre dem ved Bön og Psalter;
Snart maaske er hver forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem, som Blod i Lunden

Men I see kun Guldets Lue,
Ikke de Ærværdighöie!
Sæte dem som Pragt tilskue
For et mat, nysgjerrigt Öie!

Himlen sortner, Storme brage!
Visse Time, du er kommen.
Hvad de gav, de tog tilbage—
Evig bortsvandt Helligdommen